Stilhistorie ~ 1880-1900 Nyrenæssance
Gulve, Snedkerarbejde, Døre & Stukkaturliste

Normalt består gulvene af spontant gulvtræ af fyr eller gran med forskudte samlinger og fast eller løs fjer. Langs væggene er der ofte en lidt bredere frisebræt. Gulvene kan behandles som skuregulve, men også med fernis eller maling med linolie. Mange gulve er beregnet til at blive dækket af linoleumsmåtter, og derfor holdes generelt lavere kvalitet på træet og lægningen. Linoleumsmåtten (også kaldet korkmåtte) bliver meget populær i 1890'erne. Måtten er eksklusiv og kan lægges over hele gulvet i rummet eller som en mindre måtte. De fås ofte i mange forskellige farver eller efterligner ægte tæpper. Det trykte mønster er ofte parketlignende, blomstermotiver eller tekstilmønstre. I slutningen af 1800-tallet begynder egetræsparket at blive fremstillet på snedkerifabrikker og bliver populært i finstuer, især spisestuen. Det er dog længe blevet brugt i herregårde. Parketten leveres i færdige firkanter, ofte med geometriske mønstre af stjerner, firkanter eller romber. Gulvet får en skinnende overflade ved at blive voksbehandlet og poleret. Der bruges også stavparket, primært i selskabsrum, ved at små stave sømmes fast på et underlag af brædder. På samme måde som flerfamilieboligernes trappeopgange bliver luksuriøse villaers indgange udstyret med klinkegulve efter engelske forbilleder, kendt som Victorian floor tiles.

Gennem århundreder har der været lister med funktionen at dække samlinger mellem forskellige bygningsdele. Snedkerarbejdet er blevet designet med henblik på at forstærke tidens stilidealer. I 1880'erne og 1890'erne blev der brugt paneler i forskellige højder og udformninger afhængigt af rummets funktion. I spisestuen og entréen placeres den højeste panel med kraftigt profilerede fyldninger og en smal hylde til dekorative genstande. I andre opholdsrum er det populært med en sokkelpanel (tredelt fodpanel), ca. 30-40 cm høj, bestående af en profileret sokkel, en glat brædt og en profileret afsluttende brystliste. Den enkleste variant af fodpanel er kraftig og rigt profileret. Panelerne males i brun eller okker, eller træimitation for at efterligne eg eller mahogni.

Under vinduerne findes noget kaldet en brystpanel, der går op til vinduets karm. Panelet har rammer og fyldninger, der males i forskellige farver. Selv vinduesnichen er beklædt med panel, kaldet smygpanel. Sammen males panelerne i den tone, der er udgangspunkt for rummets funktion og tænkt ny stil. Trapper, gange, serveringsgange og køkkener er normalt beklædt med perlespån med kroneprofil. I køkkenet og soveværelset er det almindeligt med hvidmalede lister.

Indtil midten af 1930'erne er dørene designet med ramme og fyldning, selvom de mod slutningen er i en ret forenklet tilstand, fra profilhøvlede trærammer til fineret lameltræ eller træfiberplade. Hvordan dørenes fyldninger og profiler så ud, havde stor betydning for boligens udseende, og dørhåndtagene er også en vigtig del af helhedsindtrykket.

I 1880'erne og 1890'erne består indvendige døre af kraftigt profilerede fyldningsdøre af massivt træ, der er forfremstillet. I illustrerede kataloger kan bestilleren frit vælge design og antal fyldninger. Til selskabsrummene placeres fornemme dobbeltdøre, gerne forsynet med høje dekorative overstykker af snedet træ eller gips. Disse vælges omhyggeligt med hensyn til rummets specifikke funktioner og bestemte stil. En populær dobbeltdør er den med to høje rektangulære fyldninger og en smal liggende imellem. Men der forekommer også andre varianter, herunder med kvadrater. Til boligens private område, f.eks. køkken og soveværelse, er der enkeldøre med fire lodrette og en vandret fyldning. Dørene åbnes normalt med konformede håndtag i sortmalet træ med en lille knop i enden og beslag af messing samt separate runde små nøgleskilte. Der findes også enkle kammerlåse.

Dørene omgives af dørfodlister med kraftige profiler og afsluttes med fodpaneler mod gulvet. Mange dørpartier, inklusive overstykker, som i dag er malet hvide, er oprindeligt i en træimitation.

Stuklister, takrosetter og andre ornamenter fremstilles i stor mængde i stukkatørens værksted og monteres på stedet. Håndværket kommer til Sverige i 1500-tallet og vokser gradvist. Ved slutningen af 1800-tallet anvendes mange former samtidigt afhængigt af, hvad rummet bruges til. I 1920'erne bliver formerne enklere og mere stilrene. Selskabsrummets loft har en meget stor betydning for dets karakter, og der lægges stor omhu på dets motiver. Her er loftene rigt dekorerede, opdelt med lister og friser i komplekse mønstre, langt fra dagens hvide lofter. Formene tilpasses for at passe ind i den tænkte stil for rummet.

Spisestuens loft har en strammere nyrenæssancestil i mørke farver, mens salongens bølgende nyrokoko-lofter er lysere, dog ikke hvide, men mere pastelfarvede med indslag af guld. Loftene omgives af stuklister med klassicistiske motiver som akantusblade, blomsterkranse og urner. Midt på loftet placeres en takroset med krog til lysekroner med levende lys. Ud over dens dekorative funktion har den også den vigtige funktion at beskytte de letantændelige lofter mod levende lys og petroleumslamper. I køkken, soveværelse og gang er der ofte enklere lofter med hulskæl, dvs. pudset rundt omkring væggen og loftet. I køkkenerne kan der være perlespontlofter.