Stilhistorie ~ 1900-1910
Jugend: Bolig, Belysning, Tapet & Pejs

For dem, der har råd, bliver boligerne mere og mere komfortable. Elektricitetens gennembrud får stor betydning og påvirker boligernes udformning. Fra midten af årtiet begynder der desuden at blive installeret toiletter med vand, og centralvarme med vandbåren varme i radiatorer bliver stadig mere udbredt. Omkring århundredeskiftet 1900 er forskellene mellem boligerne meget store. For eksempel kunne de mest luksuriøse boliger have op til ti værelser, mens en arbejderbolig normalt kun har et rum med en kakkelovn. Her bor familien ofte også med en intern lejer for at få økonomien til at løbe rundt. En borgerlig bolig disponeres med en stor entre, hvorfra alle værelser kan nås. Køkkenet er placeret mod gården og har ofte en separat indgang fra opgangen. Selv i villaen har køkkenet en egen indgang fra haven. Uden for køkkenet er der normalt en serveringsgang med væghængte skabe til finporcelænet. Her klares dækning og afrydning af bordet til middage. I lejlighederne mangler der som regel et toilet, men garderoben bliver ofte ombygget til et mindre badeværelse. I villaerne klares hygiejnen typisk i et badekar placeret i kælderens vaskerum, mens et tørkloset findes på grunden. De større villaer bygges med et tørkloset indendørs og et toiletrum til vask ved siden af. Årtiets store interesse for form påvirker ikke kun facaderne, men præger også interiørene ned til mindste detalje. Hele boligen behandles som en gennemtænkt helhed. Nu er man træt af det sene 1800-tals mørke indretning, og med udgangspunkt i nye sundhedsopdagelser længes man efter lys og lette, glade farver. Boligerne får luftige og lyse rum takket være de udskudte vinduer, høje vinduer i grupper og en lysere farveskala. Brede skydedøre åbner op mellem stue og spisestue, og snedkerierne males i lyse farver inspireret af landlig tradition. Tapeter får lyse dekorationer i jugendmønstre, og i mødet med loftet sidder en blødt formet hulkransliste, enten af puds eller træ. I selskabsrummene lægges der primært parketgulv, mens de øvrige gulve lægges med brædder og linoleumsmåtter ovenpå. Kakkelovnene er normalt glatte og ensfarvede, men kan også have en malet dekoration.

Inden for indretningskunsten bliver Jugend endnu mere populær end inden for arkitekturen. En forgænger er Karin Larssons romantiske indretningsstil, som både inspirerer og gradvist får fodfæste. Den lyse indretning mangler helt de mørke gardiner, tapeterne og farverne. I den bevidste jugendbolig indrettes rummene med møbler af eg, der skiller sig ud med bølgende linjer og snittede dekorationer, gerne med frugtmotiver som æble eller pære. Belysningen formgives med lysekroner i messing. De nye lyse tapeter, porcelæn og glas med planteornamentik masseproduceres. Carl Larsson og Anders Zorn er folkekære kunstnere, hvis værker kan studeres for at få en fornemmelse af tiden.

Svenske hjem var frem til tidlig på 1900-tallet i stor grad helt styret av dagslyset. Når det ble mørkt, ble lys skapt ved hjelp av stearinlys, lyspinner eller oljelamper. I Stockholm hadde kun rundt 20% av innbyggerne elektrisk belysning i år 1910. På begynnelsen av 1900-tallet var de fleste utendørs lamper enkle jernarmaturer med emaljeskjermer og glasskupler. Ved inngangsportene til flerfamiliehusene ble det hengt opp portlamper laget av smijern og støpejern. Villaene ble utstyrt med armaturer i emaljert stål og klart glass eller svart stålplate med matt glass. I leilighetene fra 1900 kunne fast belysning være montert i taket, vanligvis i spisestuen. Armaturen besto av mindre glasskjermer på messingfot. Modellen for takbelysningen varierte avhengig av rommet. Enklere rom fikk ofte en naken, håndblåst glødelampe i en holder av porselen eller messing. På kjøkkenet ble ofte den populære skomakarlampen hengt opp, mens finrommene ofte beholdt den påkostede parafinlampen, men nå modernisert med glødelampe.

Indendørslamperne er lavet af blankpoleret messing. Før introduktionen af wolframglødelamper i 1910'erne er skærme af klart glas mest almindelige i loft- og væglamper. Glasset er slebet i mønstre for at bryde lyset og i vis grad forhindre blænding. Det mest almindelige mønster er rutemønsteret og ofte med en slebet stjerne i bunden af glasset. Klarglas uden slibninger er usædvanligt. Også krokodilleglasset, med en boblende og struktureret overflade, er meget populært i denne periode. Det opalhvide glas er populært, men kun i åbne skærme, hvor man ønsker at rette lyset som f.eks. i den opalhvide skomager-skærm. Gulvlamper er ret sjældne omkring år 1900. Dette skyldes, at man stadig gerne vil have muligheden for at flytte belysningen let. Det er mere almindeligt at have lidt større bordlamper placeret på piedestaler eller skænke. Gulvlamperne har store stofskærme med en flad hældning, der afsluttes med en lodret kant. Gulvlampen Edfeldt er klassisk for tiden. Det er også almindeligt med skærme forsynet med frynser nederst. Ledningerne er synlige af tvundne tekstilskærme, der er fastgjort til porcelænsisolatorer i loftet og væggene. I det første årti af 1900-tallet er kontakterne, hvor de findes, lavet af hvidt eller sort porcelæn med en knap til at tænde og slukke lampen. Kontakterne og stikkontakterne er overflademonterede og er som regel monteret på træplader. Både væg- og loftlamper forsynes omkring århundredeskiftet 1900 ofte med en træplade som en afstand for at give plads til forbindelsen mellem ledningen og lampen. Disse plader forekommer helt op til 1920'erne. Træpladen kunne enten være mørkebrun eller malet i samme farve som væggen.

Jugendstilen inden for tapetkunsten bliver utroligt populær og får stor indflydelse. Lange, smalle, ubrudte bølgende linjer kombineres med plante motiver med retning opad. Farveskemaerne, der dominerer, er grønne, gule og teglrøde, ofte med en lys grund. Ved væggens møde med loftet afsluttes tapeten af en tapetbord. Men ligesom i alle tidsaldre er der flere parallelle spor, hvilket betyder, at visse lejligheder stadig bliver udstyret med mere traditionelle tapetmønstre, især populære er gobelintapeter med mønstertegninger. Særligt elsket i denne periode er også kakkelimitrende tapeter.

Selv i nybyggede huse mellem 1900 og 1910 er kakkelovnen den mest almindelige varmekilde. Mod slutningen af årtiet blev der imidlertid installeret centralvarme med vandbårne radiatorer. Den mest almindelige model af kakkelovnen er hvid med en midterbånd og en sokkel. De kunne have buede former, inspireret af 1700-tallets svenske kakkelovne. Ligesom den øvrige rumudsmykning i jugendstil blev kakkelovnene enten malet med mønstre eller relief inspireret af den nordiske plantevækst, såsom kogler, egeløv eller solsikker. Kakkelovnene kunne opføres med både hvide, kremfarvede eller turkise kakkelplader.