Stilhistorie ~ 1880-1900: Nyrenæssance
Arkitektur, facader & vinduer

I anden halvdel af 1800-tallet inspireres både arkitektur og genstande af en række forskellige historiske stilarter. Nygotik, nyrenæssance og nyrokoko er eksempler på stilideal, der kommer til at gå under betegnelsen nyere stilarter. Den dominerende stil blandt de nye stilarter bliver nyrenæssancen. Stilen er kraftigt inspireret af antikkens klassiske formsprog, som betragtes som en slags grundstil. Gennem internationale tidsskrifter spredes kendskabet til det nye ideal, og i Sverige retter arkitekterne blikket mod Europas storbyer. I Sverige hersker der højkonjunktur, og industrien begynder at blomstre. For byerne betyder tiden en kraftig udvikling. Nye virksomheder og industrier etablerer sig, og landbefolkningen bliver i høj grad byboere. Dette medfører en ekstremt usund trang til boliger. Boligbyggeriet tager ordentlig fart, og i Stockholm er der en byggeboom. Sammenhængen mellem byggeboomen og den herskende stilideal medfører, at nyrenæssancen bliver den dominerende stil blandt stenbyens bygninger.

Takket være den industrielle udvikling opføres de fleste bygninger i 1880'erne ved hjælp af forfremstillede bygningsdele. Altaner, trapper og gelændere er fabriksfremstillede, ligesom snedkerier og døre. I mønsterbøger og varekataloger, kaldet prisblade, kan arkitekter og bygmestre frit vælge efter deres smag og præference.

1890'erne var præget af arkitekternes søgen og behov for nye stiludtryk. Det blev hævdet, at flerfamiliehuse fra 1880'erne var af lav teknisk kvalitet og overdrevet dekoreret med gipsornamenter uden funktion. Følelsen for det materiale, dvs. stenen, som gipsen egentlig imiterede, var gået tabt. I stedet efterspørgtes ærlighed og autenticitet i materialerne og arkitekturen. Nye æstetiske værdier opstod, dog med historiske stilarter som gotik, renæssance og barok, men de blev kombineret på nye måder. Inspirationen kom fra franske slotte fra 1500- og 1600-tallet samt fra den danske Christian IV-stil. 1890'erne var en ekspansiv periode i svensk erhvervsliv. Højkonjunkturen bidrog til, at bygninger til hospitaler, skoler og kulturinstitutioner udvidede sig. Store områder i byerne voksede både til bolig- og industriområder. Samtidig blev der opført kommercielle bygninger, mens nye kommunikationsmidler bidrog til, at de første permanente villaområder opstod. I små og mellemstore byer blev der bygget store villaer i centrale kvarterer for den lokale overklasse, og omkring industrisamfundene voksede der en karrébebyggelse frem for arbejdere. Afgørende for villaarkitekturens udvikling var tilgængeligheden af billige træmaterialer gennem masseproduktion.

I stenbyen er nyrenæssancens facader opbygget med symmetriskt placerede vinduer og indgangsparti. På facaderne placeres formelementer, der udgår fra antikkens og renæssancens idealer, såsom pilastrer, søjler, kornicer, segmentbuer og frontoner samt mindre detaljer som akantusblade, masker og volutter. Grad af udsmykning markerer husets status, og hver etage får sin egen karakter. Facadens stueetage forsøger at efterligne hugne naturstensblokke, derefter kommer de mere prægtige lejligheder med rig facadedekoration. Til sidst har den øverste etage enklere udsmykning, lavere etagehøjde og vinduer. Gårdfacaderne udsmykkes slet ikke. Vinduerne har store åbninger, der er let tilbagetrukket i murværket. De formes normalt med en krydsende midt- og tværpost og fire udadgående buer. Facaderne pudsede i rolige lyse, ret svage farver, såsom gulbeige, gulhvid eller gråhvid, og soklen males i en stengrå farve. Vinduessnedkerierne males med linolie i mørke, nøddebrune eller mørkegrågrønne farver. Tagene er af falsede plader, sorte eller røde. Indgangen til husene er tydeligt markeret med en dekorativ omfattning, selv i tilfælde hvor huset i øvrigt har en mere beskeden dekoration. Dørene har kraftige smukke dobbeltdøre af træ med tykt og slebet glas. Trappehusene har en betydningsfuld rolle og byder velkommen til besøgende gennem blandt andet marmorimiterende vægge, paneler, dekorationer og malede glas. Materialer tilpasses husets status. Den samtidige villa opføres med paneler i både stående og liggende form samt overdådige løvsavsnedskårne snedkerier. Facaderne prydes af glasverandaer, som, ligesom dobbeltdøre og vinduer, gerne udstyres med farvede og mønstrede glas.

Vinduets design og opdeling plejer at være en pålidelig indikation af en bygnings alder. Vinduets størrelse, design og placering er en af de vigtigste elementer i både facaderne og rummets udtryk. Profilen på vinduesrammen har stor betydning for spredningen af lyset i rummet. En profileret liste leder lyset gradvist ind i rummet. I løbet af 1880'erne blev vinduer opdelt med en midter- og tværvange. De to øvre ruder er næsten kvadratiske, mens de under tværvangen er større og rektangulære. Tværvangen er nødvendig, så de slanke rammer af kerneved kan bære de store glasruder. Vinduerne består af enkeltglas, der åbner udad og lukkes med en haspe og hængsel. I løbet af den kolde vinterhalvdel suppleres vinduerne indvendigt med løse indadgående rammer, der forsegles med klæbebånd. Et indadgående vindue pr. rum er udstyret med hængsler, så det kan luftes ud. Vinduessnedkerierne males med oliefarve i mørkere farver som brun eller grågrøn.

Arkitekturen i 1890'erne er i store træk en revolte mod 1880'ernes stil. I stedet for symmetriske facader formes de asymmetriske med forskellige formede vinduer, der placeres efter rummets behov, en nyhed, der skaber helt nye betingelser for facadearkitekturen. Der lægges stor vægt på fantasifulde tagudhæng med både tårne og gavle, der skyder op over taglisten samt dekorationer af smedning og støbejern på altaner, ankervægge og tårnspirer. Facaderne udformes med "ægte materialer", hvilket betyder, at mursten og natursten er synlige, og konstruktive detaljer som valv over vinduer fremhæves med natursten. Vinduerne, ligesom porten, placeres uregelmæssigt på facaden. Vinduernes overstykker er ofte både lige og buede på samme hus. Snedkerarbejdet males i mørke toner, f.eks. brun, rødbrun eller grøn. Tagene består af malet blik eller skifer. Trappehuse er rigt udsmykkede, og der optræder nu inspiration fra middelalderlige miljøer med populære elementer som krydshvælvinger, gotiske spidsbuer og firpassager.

Selv inden for villaarkitekturen viser arkitekternes ønske om ægte materialer og asymmetri sig gennem forskellige høje bygningsvolumener, fremtrædende konstruktive detaljer samt variation af tagformer. I det nordlige og centrale Sverige opføres husene normalt med træfacader med både lodrette og vandrette brædder, mens murstensfacader er almindelige i den sydlige del af Sverige. Facaderne følger flerfamilieshusenes arkitektur med tårne og spir, og de prydes med snedkerglæde på glasverandaer og gavle. Farvede glasruder i vinduer og verandaer er populære. Husene males ofte i en lys linoliefarve, som får en mørkere nuance ved vinduesomfattningerne og derefter endnu mørkere nuance på vinduesbuerne. Populært er gule facader med brune lister eller en kombination af grønt og gråt.

I løbet af 1890'erne begynder man, i modsætning til 1880'erne, at anvende forskellige vinduesformer på samme facade. 1890'ernes typiske vinduer har en midt- og tværstolpe. Under tværstolpen er der to buer, mens der over tværstolpen kan være en hel bue. Enten med en buet øverste del eller en lige. Typisk for tiden er også, at de spidse buede vinduer er udformet efter gotikkens idealer. Snedkerarbejdet er slankt, og sammen med de store glasflader slipper dagslyset ind i store mængder. Ligevægtigt med 1880'erne består vinduerne af ydre og indre rammer. Indvendige rammer tages ud om foråret for bedre ventilation og lys, men sættes ind igen om efteråret. Mod slutningen af årtiet introduceres det koblede vindue, men det ville tage tid, før det blev almindeligt. De nye koblede vinduer lukkes med spanjoletter. Til flerfamiliehuse males snedkerarbejdet i mørke farver som brunt eller gråt. Farvesætningen af villaerne bygger på kontraster mellem forskellige farver på bue og karm samt indfatning. Vinduernes udformning og opdeling plejer at være en sikker vejledning til at aflæse en bygnings alder. Vinduernes størrelse, udformning og placering er en af de vigtigste elementer i både facade og rummets udtryk. Vinduesprofilernes udformning har stor betydning for spredningen af lys i rummet. En profileret liste leder lyset gradvist ind i rummet.